Jeg ville ikke hverken længere ud, eller længere ned, men da hun vinkede til mig derude fra, og da hun kaldte på mig, kunne jeg jo ikke bare blive på bredden. Hun ville have, at jeg kom ud til hende, jeg af alle. Nuvel, der var jo så heller ikke andre på stranden end hende og jeg, og jeg vidste jo godt, at hun ikke kunne lide at være rigtigt alene. Hun sagde altid, at hun ville være alene for derefter med det samme at gribe hendes nærmeste ven eller veninde om armen, og det var tegnet. Alle andre end de to forbundne vidste, at nu var det tid til at komme ud af vagten, og det kom de! Andre gange ville hun hive fat i en eller anden med cykel eller knallert, og så ville de to, eller hun alene, køre en tur. Ingen udover hende og den hun kørte med vidste hvorhen og ingen, som havde været af sted med hende ville fortælle noget. Og i dag var det så min tur. Jeg havde lige - som den første i klassen og kollegiet - fået bil. En Ford KA '05, blå og næsten splinterny, med både læderindtræk og aircondition og mp4-afspiller indbygget som standard. Den tredje dag jeg parkerede den udenfor kollegiet - jeg var lige kommet hjem fra tennis - og kom indenfor, kunne jeg allerede mærke det. Hun sad alene i hjørnesofaen, midt i knækket med benene trukket op under sig. De andre så ud som om det var lige før det var tid til at forlade lokalet, så jeg standsede og drejede lige så stille rundt om mig selv. Da var det hun kaldte på mig. Hendes lillepige-stemme fløj igennem rummet, båret på stilheden, som var så tyk, at kunne skære dn over med en kniv, eller skovle den sammen med en ske. Jeg nåede ikke engang at dreje rundt igen før hun havde hægtet sig på min arm, og vi begyndte at gå, ud af huset igen og ud på parkeringspladsen og ind i min blå Ford KA '05. Hun bad mig om at køre, og det gjorde jeg så. Hun pegede imens vi kørte, viste mig vejen når vi skulle dreje af; til højre, vendtre og to gange højre, og der lå det. Åbent hav så langt jeg kunne se, og en bred sandstrand, ganske hvid og fin. Og ikke ét andet menneske i sigte! Hun sprang ud af bilen og begyndte at trække tøjet af. Den sorte nederdel fulgte den islandske sweater og hendes lyseblå top, og til sidst smed hun strømpebukser og laksko i den lille bunke, hun havde fået samlet foran Forden. Hun stod et kort sekund, nu kun iført undertøj; en sort BH og sorte trusser, begge med lyserøde kanter, smilede ad mig og løb så ud i det. Midt i marts, det kolde forår, før solen rigtig havde nået at få fat, smed hun sig ud i 5 grader koldt vand, næsten uden en trævl på kroppen. Jeg stak hænderne i lommerne på min ruskindsjakke og betragtede hende fra min plads på kølerhjelmen af Forden, imens hun sprang, svømmede og plaskede rundt i de blå-grønne bølger. Og så vinkede hun mig ud til sig og kaldte på mig. Jeg råbte tilbge til hende, at jeg ikke havde lyst til at gå i vandet. Vand har aldrig været min ting. Ikke, at jeg er vandskræk, men det er som om vand og jeg aldrig rigtig har været gode venner. Men da hun rejste sig i vandet, med vandperler dryppende af sin lyse, men alligevel brune hud, iført intet andet end det inciterende undertøj, rakte armen i vejret og kaldte insisterende på mig, da vil enhver af hankøn give mig ret i, at man ikke lader så køn en pige vente. Så hurtigt som jeg overhovedet kunne fik jeg smidt både jakke, trøje, t-shirt, bukser, strømper og joggingsko og løber ud til hende. Vandet slog, koldt og grusomt, imod min næsten komplet bare krop, og jeg frøs med det samme. Men jeg måtte jo ud til hende. Og derud kom jeg. Hurtigt, for ikke at nå at blive alt for tænderskærende kold, men naturligvis lykkedes det mig ikke. Jeg klaprede da jeg endelig nåede ud til hende, for hun var jo ikke bare blevet stående under min vandgang, nej, hun havde bevæget sig flere meter længere ud, og tryg følte jeg mig bestemt ikke længere. Hun smilede til mig og tog min hånd. Jeg følte varmen komme til mine kinder og brede sig ud derfra. Hun bemærkede, at jeg rødmede, og slog blikket ned. Hun tog da min anden hånd og løftede langsomt hovedet med de lange, lyse lokker. Hendes klare, blå øjnelåste sig fast på mine, og holdt mig fanget. Det syntes som længe, men ret hurtigt derefter trak hun sig ind til mig og førte mine arme rundt om sig. Hun lagde sit hoved mod mit lidet imponerende bryst, og sine arme rundt om mit midterparti. Jeg ville gerne have omfavnet hende rigtigt, men jeg turde ikke lægge mine arme ordentligt om hende. Så dér stod vi i en akavet form for omfavnelse, ingen af os sagde noget i et stykke tid, indtil hun lagde sin kind mod min og hviskede, at det var blevet koldt. Revet ud af den følelse at, at der kun fandtes os to i verden vidste jeg alt for godt hvad hun mente. Og det var ikke bare, at vi skulle se at komme op af vandet, men også den beste forklaring hun kunne give på det hele.
  "Det er blevet koldt."