Arbejdstitler: Floors | Etager | Ovenfor Synopsis: --- Han sidder alene foran sin skrivemaskine med æblejuice i glasset. Nipper fra tid til anden til glasset med den lyse, gule drik. Apparatet klikker. Ding! Han taler ikke, mumler kun en smule til sig selv imens øjnene løber over papiret. Ritsj! En side lægges forsigtigt i bunken på bordet. To klik og fire drej. Det klikker igen. Stop! Han rejser sig, drejer sig, går rundt. Sengen er indbydende, søvnen en lise. Tomt glas, mere juice, der er kun appelsin tilbage. Skyl! Og sid. Maven knurrer stille, men der er ingen mad i huset. Han leger lidt med lyset. Tænd! Sluk! --- Panden smækkes i komfuret. Bacon springer i en symfoni af fedtkaskader, lander og syder som vand på en sten i ørkenen. Hun er aldrig nærig med maden. Han venter, skumlende. Gaflen i højre hånd og kniven i venstre. Kejthåndet. Han tabte dart-klubbens mesterskab til en ung fløs, kaminhylden er tom. Han larmede da han kom hjem. Hun talte ikke til ham for dagen efter. Det er aften nu, maden serveres. Det var ikke en fair kamp. Han kan kaste som ingen anden, selv når han er pløret. Men fløsens højre hånd var sikrere. Han drak kun juice. Lille, lallede skidespræller. --- Hun siger aldrig noget til ham mere. Hun har simpelthen bestemt sig for at lade være. "Når han kommer tilbage, tier jeg bare stille," sagde hun til sig selv for længes siden. Han troede hun var blevet døvstum på en eftermiddag og gjorde det længe. Det er længe siden nu. Alt for længe siden. Han har haft hende slæbt til et tegnsprogskursus. Og så forstod han endelig, at hun hverken var døv eller stum. Det eneste tegn, hun nogensinde viste ham var en strakt finger, både lodret og vandret. Så nu sover han på sofaen i stuen sammen med hunden. --- Det er aldrig for sjov han drikker, men han ved ikke rigtig hvorfor så. Han drak bare en enkelt øl for fire år siden og er aldrig holdt op igen. Jo, han havde én ædru måned to år tilbage, men han kunne ikke længere huske det. Han drømmer. Gode drømme om søde piger og rare ting. Og han betaler prien; når han vågner dunker hans hoved. Meget. Han betaler dyrt for sine gode stunder, alkoholen tager sin grufulde hævn. Men han er fanget og kan ikke slippe ud. Op at stå, han falder. Han skal ud at købe øl. Nu! --- - 3. sal t.v. Hun bor alene med sit klaver. Et lille pianette, som mangler en tangent, men stemmer som en drøm. Hun spiller på det hver onsdag aften, når hun ikke kan udholde at høre på dem inde ved siden af. Væggene er papirtynde og når de starter derinde, ryster hendes potteplante i kummen ved vinduet. Det er som om den ryster på hovedet af ubehag. Den er som en gammel kone, tænker hun. Hun kan næsten forestille sig den sige: "Ungdommen nu til dags!" imens den rokker frem og tilbage. Den minder hende lidt om hendes mormor. Hun døde i fjor. 92. --- - 3. sal t.h. De siger, at alting går fint, og det gør det når de siger det. Så smiler de til hinanden og han lægger en arm om hende. Det går fint når de siger det, og dermed basta. De skændes aldrig, hun føjer ham i alt og ville gå alt for langt ind i Helvede for hans skyld. Hun ville bære hans afkom tifold, hvis bare... De prøver hver eneste aften, men han ender med at skamme sig hver gang. Hun holder om ham, kæler for ham, nogle gange græder han, og gemmer sit ansigt i hendes nøgne bryst. Der er trygt. --- Der er ikke ret meget han hellere vil end at flytte sammen med hende. Måske de kunne få lov at slå væggen ned. Han ved, at hun også godt vil, det fortæller hun ham igennem det lille hul, der er boret i væggen. De er allerede næsten samlevere mener han. Han kan se ind til hende, hele tiden, men han har aldrig været derinde. Han spørger hende igennem hullet om ikke han skal komme over. Men hun er ikke klar til det, siger hun. Nogle gange har hun selskab. Så lægger han øret til hullet og lytter til dem. --- Manden i hullet er begyndt at gøre hende en smule bange. Hun kunne godt lide dengang han kun kunne få en finger igennem og hun kunne se hans øje. Efterhånden begyndte det at udvide sig, og en dag fik han hele armen igennem. De ser kun meget sjældent hinanden på gangen og hun kigger væk hver gang. Men igennem hullet snakker de meget, især han plaprer for tiden. Hun ser andre mennesker og hun nyder, at der er nogen, som både er synlige og vil tale med hende. Hendes "usynlige ven" var spændende i begyndelsen, men han er ingen Jesper.